Undervisning & pædagogik
– på en Steinerskole
Freja Skolen er en eksamensfri og karakterfri skole.
Nogle er mere musikalsk eller kunstneriske begavede, andre har lettere ved at arbejde med hænderne, og endelig har nogle let ved at arbejde med abstrakte problemstillinger. Gennem 9 års undervisning – der findes mulighed for at fortsætte til 12.klasse (HF) på nogle Steinerskoler -, hvor der lægges lige megen vægt på kunstneriske, håndværksmæssige og intellektuelle fag, lærer eleverne at udvikle deres evner på alle områder og at beundre det, de andre elever kan.
Det er således skolens mål at opdrage og undervise på en sådan måde, at alle sider af den unges personlighed støttes, så hele mennesket kommer til udfoldelse.
Skolen arbejder efter en læreplan, hvor de enkelte fag og fagenes forskellige emner indføres på bestemte tidspunkter, idet pædagogikken tager hensyn til barnets egen udvikling. Indlæringen af undervisningsstoffet er ikke bare et mål i sig selv, men et pædagogisk middel i opdragelsen. Undervisningen bliver altså givet på en sådan måde, at man på hvert klassetrin arbejder med de emner, der virker udviklende for aldersgruppen.
Lærerne orienterer ved flere årlige forældremøder om skolens pædagogik. Forældrenes indblik i tankerne bag det daglige arbejde betragtes af lærerne som en nødvendighed, og skolen forventer, at forældrene deltager i møderne. Desuden aflægger klasselærerne i de små klasser besøg i hjemmene for sammen med forældrene at drøfte det enkelte barns situation.
Det tilstræbes at eleverne har samme klasselærer fra 1. til og med 7. klasse. Derved får læreren et indgående kendskab til eleverne. Mange fag kræver, at faglærere går ind i klassen, og således står der altid en stor kreds af lærere omkring den enkelte klasse.
Hver skoledag begynder med to timers hovedfagsundervisning, hvor der undervises i fag som dansk, regning, geometri, botanik, zoologi, geografi, fysik, kemi, historie osv. Hvert af disse fag gives i perioder på 3 – 6 uger. Derved får eleverne mulighed for at fordybe sig og indleve sig i det pågældende fag. Eleverne udarbejder ud fra lærerens undervisning i klassen deres egne fagbøger, både hvad tekst og billedstof angår, således at det selvstændige arbejde betones stærkere og stærkere op gennem klasserne.
I de store klasser bruger lærerne i højere grad trykte bøger, fagmarterialer og undervisningsmarterialer i deres undervisningsforløb.
Det tilstræbes at eleverne de første 7 år undervises af deres klasselærer i alle hovedfag. De sidste 2 år gives undervisningen af et kollegium af faglærere. For de ældste elever omfatter hovedfagsundervisningen fag som litteratur, kunstbetragtning, historie, matematik, fysik, kemi, biologi og geografi. Kun i fag som litteratur og fremmede sprog bruges der i de store klasser trykte bøger. I overskolen opfordres eleverne også til selv at opsøge litteratur i de forskellige fag.
Efter hovedfagstimen undervises der i fagtimer à 45 min. i øvefag, som dansk og matematik, samt fremmedsprog, eurytmi, korsang, orkesterspil, maling, tegning etc. Her lægges der vægt på indøvning og kunstnerisk udfoldelse. Der undervises i engelsk og tysk fra 1. klasse.
Skoledagens to sidste timer er optaget af gymnastik og håndværksundervisning. I de store klasser undervises der af håndværkslærere i fag som tegning, maling, plasticering, træarbejde, plantefarvning og vævning, tilskæring og syning, kulisse- og kostumefremstilling i forbindelse med dramatik.
Det er væsentligt i fag- og skemaopbygningen, at alle eleverne deltager i alle fag og via den meget store fagvifte oplever verdens mangfoldighed, og at ethvert projekt gennemgår mange faser, som forudsætter indsigt og færdigheder i et væld af discipliner, som kun kan mestres i et samspil. Skolen har derfor ikke valgfrie fag.
Det faglige indhold er tilrettelagt sådan, at det i videst muligt omfang passer til den pågældende aldersgruppe og dens særlige livsspørgsmål. I den udstrækning det lykkes at få de tre arbejdsformer (intellektuelt erkendende arbejde, kunstnerisk arbejde og håndværksmæssig kunnen) til at supplere hinanden for den enkelte elev, kan man opleve, at undervisningen i alle tre områder bliver langt mere effektiv, end hvis der kun anvendtes tid på det ene område alene.
Undervisningens form
Undervisningen bygger på en helhedsopfattelse af menneskets natur og udvikling. Ud over tilegnelse af kundskaber skal skolen give næring til fantasi og vilje. Derfor skal undervisningen tale til hele mennesket og gribes an i forhold til børnenes alder. Desuden formes undervisningen ud fra den enkelte lærers levende iagttagelse af barnets væsen. Undervisningen er ofte inspireret af årstiden. Årets rytme markeres ved en række tilbagevendende årstidsfester, som børn, lærere og forældre i fællesskab forbereder og deltager i.
Kom og besøg os
Vi vil med glæde vise jer skolen og dens muligheder, og få en snak med jer om et godt skoleliv på Freja Skolen