Generelt om gymnastik

Allerede fra den tidlige ægyptiske kultur kender vi til idrætslege. Der fortælles om konkurrencer så tidligt som 2500 f.kr. under det første dynasti. Øvelserne havde en vis karakter af prøvelser og omfattede aktiviteter som bueskydning, brydning, fægtning med stokke, boldspil, boldspil og svømning.

Fra den græske kultur har vi et langt større materiale, både i form af billeder og nedskrevne tekster; i dette samfund spillede den gymnastiske opdragelse en meget central rolle i samfundslivet. Efterhånden udkrystalliseredes de fem græske øvelser sig: løb, længdespring, brydning, diskos og spydkast, sådan som de blev praktiseret i Olympia. I Delfi havde idrætslegene en mere omfattende karakter, og i tillæg til de fem øvelser var der forskellige musikalske og kunstneriske konkurrencegrene – sang til strengemusik, fløjtespil og dramatiske fremførelser var en del af ceremonien.

Sundhedslære var også en del af denne kultur. Ifølge grækernes opfattelse var et menneske kun raskt, hvis dets kræfter var rigtig afstemt i forhold til hinanden. Idrætsøvelserne blev set som midler til at styrke og opdrage de unge mennesker, både legemligt og sjæleligt. Der var også knyttet bestemte etiske idealer til idrætsudøvelsen, som harmoni, mådehold, selvtillid, skønhed og retfærdighed.
I romertiden mistede idrætten sin ædle form og udviklede sig til den type grusomme “lege”, som vi kender fra arenaerne i det romerske imperium. Dette kan have været en medvirkende årsag til, at idrætten ikke fik nogen plads i den europæiske middelalderkultur. Mod slutningen af det 19. århundrede tages idrætten op igen, og får efterhånden en meget bred plads i kulturbilledet.

Indtil 10-års alderen skal den legemlige udvikling hos mennesket i høj grad være understøttet af legen. Da denne udfoldelse i vores tid ofte hæmmes af levemåde og miljø, er det desto vigtigere, at skolen søger for et rigtigt mål af aktivitet. Først fra og med 3. klasse sættes egne gymnastiktimer på skemaet. I de følgende år, er det en central opgave for gymnastikundervisningen at understøtte harmoniseringen af forholdet mellem åndedrættet og blodcirkulationen, da vi ved, at dette først finder din rigtige rytme hos barnet i 11 – 12 års alderen.

Den fortsatte understøttelse af udviklingen sker som nævnt bedst gennem, at hvert enkelt fag, også gennem kropsøvningen, giver næring til både det legemlige og det sjælelig-åndelige hos det opvoksende barn.